|
Inspiration før tilmelding:
HRM-begrebet er et opgør
med personaleadministration og traditionel personaleudvikling, der
primært beskæftiger sig med, hvordan enkeltpersoner tiltrækkes og
fastholdes, udvikles og afvikles i virksomheden. Inden for traditionel
personale-administration opfattes virksomheden som et sæt af udefra
givne rammevilkår, som personen skal kunne tilpasse sig og fungere
indenfor.
I modsætning hertil er HRM-begrebet kontekstualiserende, idet det
opfatter individets rolle og adfærd i organisationen som et komplekst
samspil mellem personen, arbejdsopgaverne, organisationen og dennes
omgivelsesbetingelser. Personen og organisationen ses som afhængige af
hinanden, idet de to parter bidrager til, men også kan hæmme,
hinandens udvikling.
Det overordnede formål med HRM er typisk at bidrage til
organisationens effektivitet og fleksibilitet, samtidig med at der
skabes udfoldelses- og udviklingsmuligheder for det enkelte menneske.
HRM indebærer, at det daglige ansvar for ledelse og udvikling af de
menneskelige ressourcer i høj grad placeres hos den enkelte linjechef,
men HRM-funktionen i højere grad får ansvar for den overordnede
koordinering og udvikling af HRM- aktiviteterne.
HRM-begrebet fjerner ikke modsætningerne mellem de enkelte
interessegrupper, men modsætningerne har en anden karakter og er
vanskeligere at identificere, når investeringer i menneskelige
ressourcer opfattes som en del af den strategiske udvikling og ikke
blot som en omkostningsfaktor. Som videnskabelig disciplin bygger
HRM-teori i høj grad på organisationsteori og sociologi, arbejds-,
udviklings- og organisationspsykologi, arbejdsmarkedsforhold,
pædagogik og økonomi.
Læs mere her |